Min skoleinspektoer lavede en meget typisk mexikansk joke i dag; han fortalte mig, at Mexico er “el paìs de la mañana”, morgendagens land. Med sit ordvalg fik han mig til at tro at han mente at mexicanerne er aktive og morgenfriske mennesker, hvilket jeg maatte protestere hoejlydt over. Men grinende forklarede han mig saa, at han havde ment at alt bliver udsat til den foelgende dag. Det kunne jeg kun give ham ret i  – saa klichèen “mañana mañana” kan jeg altsaa godt bekraefte.

Jeg har lidt af en krise over at skulle forlade mit liv her, som er saa dejligt roligt og samtidig utroligt interessant. Jeg observerer, oplever og reflekterer saa det udmatter i samme grad som at spise otte tortillas til et maaltid. Men udover det daglige tortillaindtag, er den fysiske udmattelse begraenset til et minimum, her hvor det tager tyve minutter at gaa hele vejen rundt om oeen.

Jeg stod op tidligt i morges for at gaa en tur rundt om oeen, og gaa forbi skolen for at hilse paa kollegaerne. Det kan tydeligt maerkes at jeg ikke saa ofte kommer paa “bagsiden” af oeen, for der bliver kigget betydeligt mere efter mig her. Paa ruten mellem mit hus, kontoret og klassevaerelserne kender alle mig efterhaanden, og jeg bliver hilst med et “buenos dias maestra” (godmorgen laererinde) hver dag, naar jeg gaar til skole. Paa min godmorgen-tur noed jeg udsigten til de smukke bjerge, og snakkede lidt med en fiskerkone som var i gang med at ordne den tidlige morgens soelle udbytte. Jeg blev pludselig raabt op fra en af kanoerne paa vej til oeen – det er nogle af mine elever fra de naertliggende oeer, som var paa vej til skole. Jeg gik hjem til mit hus (turen tager mig i alt ca. 20 min) og blev lukket ind af moderen i familien, som var i gang med at vaske familiens toej. Jeg hjalp hende lidt, hvorefter jeg gik i bad, og sad lidt og laeste i min seng. Lidt i elleve blev jeg kaldt ned til “morgenmad” (gryderet med kogte kartofler og koedstykker i salsa, spist med tortillas selvfoelgelig).

Efter morgenmaden gik jeg over til skolen, hvor jeg havde et par eftermiddagstimer og efterfoelgende ekstra-timer. Jo flere timer jeg har, jo mere nyder jeg at staa ved tavlen og forklare engelske grammatiske maerkvaerdigheder. Laerer-elev-forholdet her i Mexico er betydeligt mindre stramt end i Danmark, hvilket betyder at man helst skal joke konstant og vaere bestemt med et glimt i oejet. Saa jeg goer hvad jeg kan for at holde den mexicanske stil og fyre en masse platte vittigheder af i timerne. Da klokken bliver fem smuttede jeg ned i familierestauranten for at spise eftermiddagsmad og tale lidt med kvinderne, som holder til i restauranten naar ikke de vasker toej eller opvarter manden i deres hus. Moderen i min familie goer meget ud af at fortaelle mig hvor lidt jeg spiser, og holde oeje med hvor mange tortillas jeg faar probbet i mig – og som et andet barn bliver jeg prikket i maven, for at de kan maerke om jeg er maet. Efter at have tygget mig igennem min ration, gik jeg op paa skolen igen, for at faerdiggoere de sidste oversigter over de temaer jeg har gennemgaaet i min undervisning samt de foelgende temaer, saa min hjaelpelaerer har en chance for at goere eleverne klar til eksamen,  naar jeg er taget afsted.

Og her sidder jeg saa med Alberte, Kim Larsen og Sebastian i oerene, og en maerkelig afslappet uro indeni. Jeg har egentlig ikke lyst til at forlade mit liv her, men alligevel kommer der saa mange gode og spaendende ting i fremtiden, at jeg ogsaa glaeder mig til at komme videre. Paa torsdag skal jeg paa en tur med familien til en naertliggende nationalpark, og fredag skal jeg tage afsked med elever og kollegaer til et faelles maaltid efter skole. Loerdag staar den saa paa afskedsfest i Morelia, og tirsdag (efter Peters foedselsdag mandag) rejser vi til stranden her i Michoacan. Jeg frygter nok mest afskeden med familien, da jeg naturligt nok har naermet mig dem meget, og isaer moderen har meget svaert ved at tale om at jeg skal vaek herfra. Sidst vi beroerte emnet, begyndte hun at graede. Men jeg er utroligt glad for at de har inviteret mig paa en “afskedstur”, da jeg ved hvor sjaeldent de forlader oeen.

Jeg vil nu goere mit arbejde faerdigt og smutte hjem i seng, saa jeg kan vaere udhvilet til at nyde endnu en dag i fulde drag. Vi ses om en maaned! Masser af kaerlighed  herfra til alle..

Som i maaske fornemmer er mine frustrationer efterhaanden til at tage og foele paa. Jeg er voluntoer, men hvad i alverden betyder det, og hvad vil jeg egentlig med alt det her? Jeg bliver stadig sometider spurgt, om jeg vil redde verden, eller hvorfor jeg rejser som voluntoer. Selvom jeg gerne ville redde verden, er jeg klar over at det ikke bliver ved at give engelsktimer i Mexico, men spoergsmaalene faar mig til at overveje hvorfor jeg har valgt denne rejseform. For min egen eller andres skyld? Hvad tror jeg at jeg kan hjaelpe andre med? Har jeg ambitioner om at aendre et samfund? Hvad er meningen med at involvere sig i andre menneskers liv i fire maaneder, for at forlade dem igen?

Paa laerervaerelset joker jeg ofte med, at mit egentlige voluntoerarbejde bestaar i at laere laererne at drikke kaffe uden sukker, forklare hvad man spiser, hvis man ikke spiser tortillas til alle maaltider, at jeg ikke drikker sodavand til dagligt og i oevrigt at ikke alle hvide kommer fra USA. Men hvad er det egentlig jeg laver her? Jeg styrer alle gymnasietimer selvstaendigt, giver ekstra timer, laver filmgrupper og hjaelper med lektierne. Jeg taler med elever og laerere om forskelle og ligheder mellem Danmark og Mexico, oversaetter engelske kemi-tekster til spansk og hjaelper elverne med at oprette mailadresser, saa de kan blive “elektronisk kommunikerende” som inspektoeren saa fint formulerede. Med hensyn til min filmklub, er det utroligt hyggeligt, men ud over at eleverne nu har laert hvad undertekster er, tvivler jeg paa at det goer den store forskel i deres sprogtilegnelse.

Kvaliteten i min undervisning stiger i samme takt som mit spanske vokabularie, og jeg har da indtryk af at nogle elever forstaar stadig mere engelsk. Det er ellers et projekt med store sten paa vejen, eksempelvis de 45 elever uden nogen form for kendskab til engelsk, skolens i alt otte engelske ordboeger (som inkluderer min egen), kedelige og fejlfyldte engelskboeger med daarlige forklaringer som afspejler forfatterens engelskkundskaber eller mangel paa samme. Endvidere kommer jeg ofte til at spoerge mig selv, hvad meningen med denne engelskundervisning er. Vil jeg gerne stoette at saelgere og lokale kan raabe paa engelsk til turisterne, hvilket ofte irriterer mig voldsomt? Eller vil jeg gerne stoette at de unge rejser ilegalt til USA for at arbejde under usle forhold? Hvorfor er det egentlig eleverne her skal piskes gennem de regelmaessige og uregelmaessige engelske verber? Til hvis gavn er det?

Det var en farlig masse spoergsmaal jeg fik stillet. Om jeg ogsaa har svarene, er jeg ikke helt overbevist om.

Rent personligt giver rejseformen som voluntoer langt stoerre mening for mig. Jeg har selv afproevet den populaere backpacking af flere omgange, og oplevede ofte at faa ondt af rygsaeksfolkets indsigt i det paagaeldende land, idet den ofte er begraenset til Lonely Planet’s kortfattede og subjektive beskrivelse af omraadets attraktioner. At moede rejsende som har opholdt sig i Mexico i flere maaneder men intet ved om narkotrafik, immigration og arbejdsmarkedets krise, chokerer mig stadig. At se turister tage billeder af den familie man bor hos, samtidig med at de i grove amerikanske vendinger diskuterer deres toej og udseende, kan kun faa mig til at ryste paa hovedet. Hvor soergeligt er det dog at kunne fremvise billeder fra enhver turistattraktion i Mexico, men stadig ikke have vaeret der. Jeg foeler mig priviligeret over at have faaet mulighed for at opleve en anden side af et saa spaendende land, at vaere i stand til at samtale og diskutere med menneser som har et saa anderledes et livssyn, og ikke mindst laert en masse sjove folk at kende. Saa konklusionen (inden det bliver alt for frelst) maa vaere, at jeg som voluntoer udveksler med og paavirker medmennesker her hvor jeg er.

Og saa maa jeg jo paa et andet tidspunkt finde ud af hvordan jeg kan redde verden. Denne rejse giver mig i hvert fald en interessant og uventet indsigt i hjaelpearbejdets mange problemstillinger.

For resten har jeg det godt, og goer hvad jeg kan for at nyde de sidste par uger.  Jeg har lidt krise over at skulle forlade alle mine bekendskaber her, men afskeden er jo en uundgaaelig del af det at rejse, saa jeg oever mig i at sige paa gensyn i stedet. Samtidig betyder en afsked èt sted jo ogsaa at man skal sige goddag et andet sted – vi ses om halvanden maaned! <3

- Ud fra antallet af elektriske apparater?
- Indkomst og forbrug?
- Maengden og kvaliteten af maden?
- BMI?
- Hygiejnemaessige forhold?
- Uddannelsesniveau og oplysning?

Jeg maa indroemme, dog ikke helt uden skam, at jeg havde forventet at mit ophold her i Mexico skulle vaere mere primitivt og fattigt. Jeg havde forestillet mig en jordhule med et bliktag, udsultede boern, soelle familielandbrug og ris-groed. Men som man efterhaanden har vaennet sig til, bliver intet som man forventer her. Jeg bor i et udemaerket lille hus paa en oe, hos en familie som naermere lider af overvaegt end sult, og hvis eneseste indtaegtskilde er turisme.
Derfor spoerger jeg mig selv;er de fattige? Der er jo to fjernsyn og et strygejern i huset. De tjener godt nok stort set intet, men oekonomien er ogsaa svaer at holde styr paa, naar moderen sjaeldent betales i familierestauranten, men hele familien til gengaeld spiser der dagligt. Faderen arbejder med at sejle baadene mellem oeen og fastlandet, og bruger i oejeblikket al sin loen paa at istandsaette sin baad. Derfor brokker moederen sig over at hun ikke har nogle penge til at koebe mad for. De sulter dog ikke, hvilket tydeligt ses paa isaer moder og soester, som er godt i stand. Dette haenger maaske sammen med de billige raavarer og de store maengder olier der bruges til madlavningen, samt den manglende daglige motion. For selvom baade tortillas og boenner betragtes som absolut sunde madvarer i Danmark, kan jeg berette at det ikke ligefrem er sundt, hvis alle maaltider bestaar af disse to.
Med hensyn til uddannelse og oplysning, staar det meget ringe til i det lille oesamfund. Jeg havde en meget tragikomisk samtale med soesteren for et par dage siden, hvor hun fortalte om de siv-kors de har haengende paa hoveddoeren. Disse skal aabenbart forhindre trolddom og onde kraefter i at ramme husets beboere, hvilket i foelge hende er et stort problem her. Hun fortalte om vrede koner som kaster forbandelser over deres fjender, og at mange doer af disse aarsager. Til denne praediken smiler jeg blot og nikker overbaerende til den hellige 17-aarige soester. Jeg bliver dog meget lettet, da hun paa et tidspunkt fortaeller mig at hun faktisk slet ikke tror paa trolddom og hekseri. Jeg medgiver hende at det goer jeg faktisk heller ikke, og glaeder mig over at hun dog ikke var saa overtroisk alligevel – indtil hun tilfoejer at hun ikke tror paa menneskers trolddom, for det hele er jo djaevlens vaerk. Skal man grine eller graede?
Fattigdommen kommer saaledes til udtryk paa uendeligt mange maader, og bliver hurtigt en del af ens hverdag. Jeg anser familien for fattig, selvom de ikke sulter, for de har ikke meget oekonomisk overskud, og heller ikke mange muligheder for at aendre deres egen situation. Jeg talte med en gammel mand om det mexicanske samfunds fattigdom, og hans konklusion loed saaledes; der er fire muligheder for at tjene penge her i landet; enten arbejder man for regeringen, gaar ind i narkotikahandlen, saelger til turisterne eller rejser til USA. Der er stort set ingen industri i landet (den smule der er, ligger ved graensen til USA i skattefri zoner), og hverken uddannelse eller nytaenkning er det mexicanske folks styrke. Herudover har finanskrisen fjernet mange af de ilegale latinamerikanernes jobs i USA, og reduceret turismen betydeligt. Ogsaa paa Janitzio maerkes krisen tydeligt, idet paasketuristerne var meget faa i aar. De manglende indtaegter skaber en tydelig frustration i oeboerne, da der ikke findes alternative maader at skaffe mad paa bordet. Min familie har af denne grund besluttet at laane et stoerre beloeb for at blive ved med at have mad paa bordet. Men saa vidt jeg har kunnet finde ud af, har de ikke taenkt over hvordan de kan betale beloebet tilbage. Jeg var tilfaeldigvis til stede da “bankraadgiveren” skulle bestemme familiens oekonomiske situation. Eftersom ingen foerer regnskab over restaurantens salg, og de aldrig faar boligvurderinger, endte de med at udfylde de noedvendige papirer med gaetvaerk. Jeg gruer for hvordan det skal gaa dem senere.
Desperate jobs er her nemlig nok af; Ofte ses ti komplet ens boder stillet op ved siden af hinanden, som saelger praecis de samme varer, til praecis den samme pris. En haer af goeglere, saelgere og vinduespudsere proever ihaerdigt at lokke lidt moenter ud af bilisterne naar de holder for roedt lys i Morelias store lyskryds. Patzcuaros boern saelger tyggegummi for en pesos, boder udelukkende med fjernbetjeninger ses overalt, og ikke mindst fiskeri i soeen omkring Janitzio, hvor der stort set ikke laengere findes fisk. Jeg tvivler paa at nogen af disse foretagener kan give meget mad paa bordet.

I forhold til mit hverdagsliv oplever jeg ogsaa fattigdommen som en overhaengende faktor. Til tider kan det dog mistaenkes at det i hoejere grad er dovenskab end fattigdom der er aarsagen, naar familien ikke har naal og traad i huset, vinduet i hoveddoeren har vaeret smadret siden jeg ankom og vaeggenes maling skaller af i store flager. Dovenskab eller i hvert tilfaelde mangel paa overskud. Foraeldrene arbejder nemlig alle ugens dage og forlader kun oeen et par gange om maaneden (ud over at faderen selvfoelgelig staar af sin baad og haenger ud paa kajen i Patzcuaro.) Der er derfor heller ikke meget overskud til aktiviteter med boernene (for eksempel lektiehjaelp eller spil), men hele familien ser da fjernsyn sammen hver aften. Herudover er familiens eneste gaffel og det faktum at de bruger vaskepulver til baade at vaske haender, opvask, toej, krop og haar, beviser paa det lave oekonomiske raaderum.

I skolen er der ogsaa mange tegn paa fattigdommen, for eksempel et af klassevaerelserne, som praktisk talt er en betonklods med huller (hvor der skulle have vaeret vinduer). De meget eftertragtede 7 engelske ordboeger paa skolen er ogsaa en frustrerende faktor, naar man skal undervise 45 ad gangen. Endvidere taler elevernes slidte skoleuniformer og hjemmelavede skoletasker af papkasser med snoerrebaand eller plasticposer med et kabel som strop, deres eget tydelige sprog. Ved en gennemsoegning af skolen for stoffer og andre ulovligheder, blev jeg naesten forlegen paa en af drengenes vegne, da han blev kropsvisiteret af en laerer. Hans alt for store uniformsbukser var fuldstaendig oedelagte, han havde to forskellige stroemper paa i sine alt for store og udtraadte sko (sandsynligvis sin fars aflagte), hans undertroeje var gennemhullet og beskidt, og hans pung var en gammel cigaret-aeske med dobbelt-bund. Jeg har ogsaa bemaerket, at mange af eleverne ogsaa har deres uniform paa om fredagen, hvor de ellers maa have normalt toej paa, for at de kan faa vasket uniformen. Jeg gad vide hvor meget toej de egentlig har..

Det kan egentlig fascinere mig dybt, at alle disse unge fra mere eller mindre primitive hjem, evigt og altid kan se saa vandkaemmede, rene og opstadsede ud. Nogle af dem bor i huse uden rigtigt gulv, og med plastic for hullerne i vaeggene, og har alligevel altid perfekt make-up og opsat haar. Saa paa den maade kan man ikke se fattigdommen.  Til gengaeld er druk og misbrug et tydeligt samfundsproblem, ligesom det manglende kendskab til skraldespande medfoerer beskidte og til tider lugtende gader. Skraldet tiltraekker naturligvis en overflod af hunde, fugle og rotter, som spiser af skraldet inden det bliver samlet sammen og braendt af. Hvor skulle de dog ogsaa vide fra, at plasticflasker ikke er den optimale optaending, og i oevrigt ikke udvikler den sundeste roeg?

Alt i alt er uvidenhed og manglende oplysning en alvorlig konsekvens af et samfunds fattigdom, og sandsynligvis aarsag til fastholdelse i fattigdommen. Det er frustrerende at moede den, og svaert at takle den uden at fornaerme. Om det er bedst at rejse ilegalt til USA eller gaa ind i narkohandlen kan jeg aerligt talt ikke svare paa – begge aktiviteter er livsfarlige, samfundsskadelige og uholdbare.

Foerst og fremmest er der her et billede af min oe – smukt er det..

Et billede taget fra baaden – Jeg bor i det aflange hus i billedets center med de laekre lyseroede graeske soejler.. Der bor dog fire familier i hele huset, saa vores er kun den del der ligger laengst til hoejre. Mit vindue er det som ligger over den tredje soejle fra hoejre, og ser ud til at vaere aabent.

Her er soester Soledad og bror Luis i koekkenet

Her er saa et smukt billede af Soledad og jeg.

Jeg fik ogsaa lov at tage et billede af Luis da vi var paa vej hjem fra Patzcuaro i faderens baad..

Smukt lys over “Lago de Patzcuaro” – til hoejre ses Janitzio

Familie-alteret i stuen, med alt hvad der hoerer til af kunstige blomster og glimmer.

En gammel baad, trukket op paa breden, som jeg gaar forbi hver dag hjem fra skole.

Den skoenne bedstem0r i familiens restaurant – bemaerk de kunstige blomster og blinklys ved alteret bagved!

Mit vaerelse (undskyld rodet), med alle mine ejendele stablet paa hvert sit natbord.

Mor Gloria, som er i gang med morgenmaden – jeg tror soerme det er boenner!

Her er saa baade far, mor og bror, liggende i foraeldrenes seng med fjernsynet taendt paa wrestling..

Flere ord og billeder kommer snart – hasta luego!

Saa sluttede paaskeferien (Semana Santa, til dem der endnu ikke har fanget den) og jeg er tilbage i det stille liv paa Janitzio.

Da ferien startede  tog vi en bus fra Mexico City til Cancun (paa Yucatan-halvoeen), som er kendt for sine smukke strande og vilde natteliv. Saa selvom vi var forberedte paa turisme og feriestemning, blev vi fuldstaendig chokerede over tempoet i dette ferieparadis. Fejlen var maaske at vi praktisk talt kom direkte fra vores smaa landsbyer/oe, og efter samlet set 32 timer i bus, tog vi direkte til “hotel-zonen” I Cancun. Jeg vover naesten at sige, at vi her fik vores foerste store kulturchock – og endda over vores egen kultur. Cancun er aabenbart et flittigt benyttet rejsemaal for de amerikanske springbreakere, hvilket byen er staerkt praeget af . Enorme natklubber med ekstreme priser (udelukkende naevnt i dollars) og engelsktalende servitricer og bartendere var hvad vi moedte efter denne lange rejse fra den anden ende af Mexico. Vi gik fuldstaendigt I staa, da vi saa dette mylder af fulde amerikanere som hoppede I den ene turistfaelde efter den anden. Jeg har aldrig set saa mange sombreros og mexicanske flag, og samtidig foelt mig saa lidt i Mexico, som i Cancun. Men det er blot en anden, og oekonomisk meget central, side af landet vi her oplevede. Det er utroligt hvad turisme kan goere..

Min foedselsdag blev saaledes holdt i dette ferieparadis, og vi proevede at finde lidt lokal stemning langt fra hotel-zonen. Jeg fik baade sang, kage og gaver i loebet af dagen, men det var nu lidt maerkeligt ikke at vaere omgivet af familien paa denne dag. Efter Cancun tog vi ud til en oe som hedder Isla Mujeres (kvinde-oeen), som havde en meget mere afslappet stemning. Dagene gik mest med at bade i det krystalklare turkise hav, og ellers goere alt for at holde sin kropstemperatur nede paa et behageligt niveau. Herefter tog vi et lynvisit til en anden oe, Cozumel, for at snorkle. Der var mange farvestraalende og smukke fisk, og vi saa ogsaa et par baracudaer og en skildpadde. Stemningen paa oeen mindede dog meget om Cancun, saa vi tog videre til Tulum, hvor vi brugte et par dage paa at cykle til stranden og se de smukke maya-ruiner ved vandet.  Sidste stop paa Yucatan blev Merida, som er en smuk kolonialby ved den mexicanske golf, men paa grund af besvaerlige bustider, blev opholdet her kun paa halvandet doegn for Peter og mit vedkommende.

Tilfaeldigvis har det nemlig vist sig at Peter og jeg har venner i den samme koebenhavnske hoejskole, som var paa studietur i Oaxaca, i Mexicos syd-vestlige hjoerne.  Det blev derfor til endnu en bustur paa ca. et doegn, for at besoege Maria og Aske. Det var virkelig dejligt, og samtidig meget syrealistisk at vaere i en gruppe danske unge, som kom direkte hjemmefra. Foer denne ferie har jeg talt sammen, at jeg har snakket med i alt ni danskere ansigt til ansigt i fire maaneder. Dette tal blev fordoblet mange gange i paaskeferien, da vi ogsaa moedte mange danske turister paa Yucatan. Opholdet i Oaxaca satte endnu en gang min rejse i perspektiv, da jeg kunne fortaelle om den hverdag jeg pludselig har faaet skabt mig her i Mexico. Jeg tror ikke det for alvor vil gaa op for mig hvad det er jeg laver her, foer jeg paa et tidspunkt kommer hjem.

Efter en dejlig ferie er jeg altsaa tilbage paa oeen, og er meget glad for at se dem alle sammen igen. Baade soesteren og moderen i familien har fortalt om hvor meget de har savnet mig, og hvor ensomme de har foelt sig naar jeg ikke var der til at se telenovelas med dem.  Haha.. Noget der til gengaeld aergrer mig, er det konstante svar jeg faar, naar jeg spoerger om hvad de har lavet i ferien her – nada (intet). For det er jo ikke sandt. De har arbejdet i restauranten og gaaet religioest optog i anledning af paasken, og saa har bedstemor vaeret paa hospitalet fordi hun har diabetis og stadig spiser alt det pan dulce hun kan komme i naerheden af. Maaske har de ikke rejst og ligget paa en strand, men der er da sket noget. Saa jeg har proevet at forklare at jeg normalt ogsaa arbejder i mine ferier derhjemme. Jeg ved ikke helt om de tror paa mig – de har virkelig nogle vrangforestillinger om hvordan vesten er.

Til gengaeld havde jeg en virkelig morsom og interessant samtale med familiens bedstemor, en hardcore aeldre indiansk dame, som altid sidder i restauranten og kommanderer med sine voksne doetre, naar de ikke opvarter gaesterne godt nok. Til at starte med snakkede vi om hvordan det var at leve paa Janitzio da hun var barn, og da jeg spoerger hvornaar hun blev foedt, maa hendes doetre regne sig frem til at naar hun er 74 i dag, maa hun vaere foedt i 1926. (De skarpe vil nok undre sig over, hvilket aarstal de lever i her..) Endvidere er damen sikker paa, at hun kan huske hvordan oeen var, foer den beroemte statue blev bygget paa toppen, hvilket ifoelge hendes datter var i 1910. For ikke at skabe yderligere forvirring foerer jeg saa samtalen over paa, hvad vi har lavet i ferien. Da jeg fortaeller at Yucatan er mere end et doegn herfra i bus, spoerger tanten om det virkelig tog 48 timer, hvorefter jeg maa forklare hende hvor mange timer der er paa et doegn. Bedstemoderen spoerger saa, om jeg da har vaeret hjemme i Danmark i ferien, men der maa jeg jo tilstaa, at nok er Yucatan langt vaek, men Danmark er meget laengere vaek. Den lettere forvirrede dame spoerger saa hvor mange timer det da tager i bus til Danmark. Taalmodigt maa jeg saa proeve at forklare en ting eller to om Atlanterhavet, mens jeg i mangel paa bedre illustrerede jordens kontinenter med diverse salsaskaale, tortillabakker og tomme sodavandsflasker. Det er da facinerende.

I dag modtog jeg nogle pakke hjemmefra – jeg takker mange gange! Saa efterhaanden har jeg faaet samlet mig en samling af danske ting paa mit vaerelse. Jeg formaaede altsaa at spise en skive rugbroed med avocado og skylle efter med en lakrids, mens jeg hoerte Tomas Buttenschoen og TV2, og laeste en artikel i Information. Saa er man jo naesten hjemme. . Jeg har da ogsaa proevet at give familie, laerere og elever en smagsproeve paa Danmark, men den bliver der hurtigt lavet grimasser af, hvorefter den bliver spyttet ud i form af en piratos. Saltlakrids er ikke det store hit her i landet, hvor sukker er det vigtigste krydderi ud over chili. Saa jeg faar mit slik for mig selv.

Nu vil jeg slutte herfra. Paa fredag kommer Jeppe, Terese og hendes to danske veninder paa besoeg paa min oe, og loerdag skal jeg holde foedselsdagsfest i Morelia sammen med Luisa. Saa  det bliver bare skoent. Jeg haaber i alle har haft en god paaske, og har spist lidt karrysild for mig (det har jeg dog ikke faaet bragt herover.) Jeg har faaet alle Tereses billeder fra ferien, saa da mit kamera stadig er til reperation, vil jeg tillade mig at laegge nogle af hendes op..

Men der er altsaa noget om det; jeg har aldrig set saa meget fjernsyn og sovet saa meget, som de sidste par maaneder. Jeg er udmattet efter to undervisningstimer paa en dag, kommer jaevnligt for sent til moeder og aftaler, og pruster og stoenner snart lige saa meget som moderen i familien, naar vi sammen gaar hjem til huset. Det giver mig sved paa overlaeben, bare at taenke paa alt det jeg normalt har gang i derhjemme.

Om kulturen kan vaere skyld i alt dette, er dog svaert at afgoere. Sikkert er det dog, at mexicanerne selv er en smule dovne. Halvdelen af timerne i gymnasiet aflyses paa grund af manglende fremmoede, og de timer som afvikles starter mindst ti minutter for sent, og slutter mindst ti minutter tidligere. Timerne praeges i overigt ikke af koncentreret arbejde, men afbrydes regelmaessigt af elevernes larmende boelge af raab, naar der er en som opfoerer sig dumt eller laver en joke. I starten irriterede det mig graenseloest at eleverne kun kunne koncentrere sig ti minutter af gangen, men nu ved jeg at denne rytme maa foelges, hvis de paa nogen maade skal laere noget i timerne.

Efterhaanden overtager man altsaa de kulturelle spilleregler, og tilpasser sig de lokales livsrytme. Af samme grund plager de mange kommentarer og tilraab mig ikke laengere. I starten reagerede jeg europaeisk paa disse tilnaermelser, ved at blive irriteret og frustreret over ikke at kunne gaa alene paa gaden. Men nu griner jeg bare af dem, og spiller med paa deres leg. Egentlig er det vel en overlevelsesmekanisme, for hvis ikke jeg havde overtaget deres maade at reagere paa, ville jeg gaa rundt og vaere vred i et halvt aar. Og det kan jeg altsaa ikke arbejde med. Saa nu griner jeg naar skoleinspektoeren synger kaerlighedssange for mig, eleverne inviterer mig paa dates og faetteren spoerger mig om ikke vi skal gifte os.

Herudover har vi efterhaanden laert at man ikke ankommer til tiden, naar der er moeder i organisationen eller andre steder; man er heldig hvis moederne starter en halv time senere end planlagt. Paa samme maade foregaar det her paa oeen; moderen i min vaertsfamilie kommer altid et par timer for sent paa arbejde. I starten blev jeg ked af det paa hendes vegne, da hun fortalte at hendes mor (som ejer restauranten) ville skaelde hende ud, men efter at have oplevet den samme reaktion paa tiden om morgenen i to maaneder, har jeg opgivet at soerge for at hun moeder til tiden.

Endnu en ting som jeg stadig forudres over her i Mexico, er befolkningens evige glaede. Jeg havde aldrig troet at hverdagen kunne vaere saa sjov – de griner jo hele tiden. Der laves konstant jokes om det ene eller det andet, og der skal ikke meget til for at faa alle til at grine. Det virker naesten som om at alt som ikke forventes er morsomt. For eksempel er det stadig utroligt morsomt, hver gang jeg vinker tilbage til eleverne, naar de proever at faa mig til at hjaelpe dem (de raekker altsaa ikke bare haanden i vejret her), eller hvis en af eleverne falder eller taber noget. Hver gang der sker noget morsomt, grines der saa ikke blot af det – forloebet beskrives og fortaelles mange gange senere for enhver som gider at lytte. Saadan gik det ogsaa med en misforstaaelse da jeg lige var ankommet til oeen; jeg snakker med en gruppe piger, hvor en af dem saa spoerger mig om jeg er kristen (christiana), og en anden hurtigt svarer, at nu maa hun da tage sig sammen – hun hedder jo Andraea. Denne misforstaaelse griner de stadig fantastisk meget af. Sikke en humor..

Dette tilsyneladende sorgloese folk, udnytter altsaa enhver mulighed for at lave sjov med hinanden, og der er naermest ingen graenser for deres jokes. Paa trods af den udbredte homofobi og den staerke religioese overbevisning, flyver boesse-jokes og andre ukristne vittigheder frem og tilbage dagen lang. Saa humoren bruges i hver en samtale, og umiddelbart synes befolkningen at vaere glad og tilfreds, indtil man kommer naermere ind paa dem, og de fortaeller om diverse sorger og haab. Det er stadig dagligt at familie og elever spoerger om ikke jeg kan tage deres mindre soeskende eller boern med til Danmark, for saa vil deres fremtid helt sikkert se bedre ud. Endnu en interessant modsaetning i det mexicanske folk. Men de anstrenger sig i hvert fald ikke for at forbedre deres situation – stoerstedelen har ikke voldsomt travlt i deres dagligdag.

Saa efter at have haft denne stressende og udmattende hverdag i et par maaneder, er det vist paa tide med lidt ferie – saa i morgen tager vi danskere til Jucatan, saa vi kan fejre min foedselsdag i Cancun, og rejse videre rundt paa halvoeen. Vi har to ugers ferie fra skolen, idet der er Semana Santa (paaskeferie), saa det bliver godt at vaere paa farten igen. Paa den anden side er det nu ogsaa aergeligt at skulle vaere vaek fra familien, eleverne, kollegaerne og udsigten i saa lang tid. Man vaenner sig jo hurtigt til at vaere i disse simple omgivelser – og jeg er stadig ret begejstret for det hele. Det mest aergelige er nu at lillebroderen i min familie har foedselsdag i morgen, saa jeg kommer ikke til at opleve hans foedselsdag. Foer jeg vidste hvornaar jeg skulle afsted, havde jeg lovet at bage ham en foedselsdagskage, saa da jeg fortalte at jeg ikke ville vaere der alligevel, begyndte han at graede. Det var lidt haardt.. Men jeg har lovet at lave ham en kage naar jeg kommer tilbage, og har koebt en ny fodbold til ham som foedselsdagsgave. Han vil nemlig gerne vaere professinel fodboldspiller saa han kan rejse rundt i hele verden, og ogsaa besoege Danmark.

Jeg fik altsaa taget en lettere bevaeget afsked med familien tidligere, hvor moderen isaer var ved at graede. Det var dejligt at maerke at man paavirker folk omkring sig, selvom det jo er trist at de var kede af at skulle undvaere mig. Jeg er efterhaanden blevet haerdet og god til at se det positive i savn og afskeder.. Savner jer alle sammen derhjemme!!!

Eftersom jeg ikke har mulighed for at vise jer billeder fra mit mexicanske liv, vil jeg proeve at give jer et lille indblik i en del af min hverdag, gennem de foelgende introer til novellerne ”Pobre Diabla” (stakkels hundjaevel), ”Mujer Comprada” (koebt kvinde), ”Zacatillo – un lugar en tu corazon” (Zacatillo – et sted i dit hjerte), ”Mar de Amor” (Kaerlighedens hav), ”La rosa de Guadalupe” (rosen fra Guadalupe) og ikke mindst ”Hasta que el dinero nos separe” (indtil pengene skiller ad os).

Som i maaske kan regne ud efter at have set disse laekre introvideoer, er det omfattende og banebrydende emner der tages op til faglig diskussion i novellerne. De overordnede temaer er saaledes penge, religion, kaerlighed og kaerlighed. Karakterene er da ogsaa meget sterotype; hvide, rige mexicanere som generelt handler efter egne interesser, og i hvert afsnit saettes i nye skraekindjagende dilemmaer. Baade soesteren og moderen i min vaertsfamilie foelger passioneret med i samtlige noveller, og gisper, skriger og sukker i takt til handlingen. Det fascinerer mig egentlig, at den mexicanske befolkning kan identificere sig med novellernes karakterer, da de er meget anderledes end de almindelige mexicanere; baade i forhold til udseende, vaerdier og dagligdag.

Jeg saa saaledes en novelle for nogle uger siden, som virkelig fik mig til at laegge maerke til dette misforhold mellem virkeligheden her i landet, og fjernsynets fremstilling af denne. Det var den altid tankevaekkende La rosa de Guadaluope, som fik vaekket mig af mit ungdomssloevsind med et afsnit om racisme. Umiddelbart et fornuftigt og centralt emne at diskutere. Plottet blev hurtigt lagt; en moerk pige fra Cuba flytter ind i en mexicansk gymnasieklasse, og bliver daarligt modtaget paa grund af sin hudfarve. Allerede her var der en alarm der ringede i mit lille hoved; hvor i alverden har de opstoevet en gymnasieklasse med hvide elever!? Emnet ville have vaeret langt mere relevant, hvis den nye pige i klassen havde vaeret hvid, og de resterende elever derfor skulle nedbryde deres fordomme om hvides oekonomi og opfoersel.

Den syrealistiske problemstilling i novellen blev i oevrigt loest ved at pigen bad til den hellige jomfru, hvorefter hun hurtigt fik nogle gode nye venner i klassen. Plottet i denne novelle er altid den samme; et familiemedlem saettes i et dilemma af den ene eller anden slags, hvorfor hele familien beder til de hoejere magter om hjaelp. Som svar fremtrylles en smuk hvid rose paa familiealteret, hvoreefter alt loeser sig. Egentlig et fantastisk forsoeg paa at forene det moderne liv med religion, ved naermere eftertanke.

Men der er nu ingen tvivl om at mexicanerne identificerer sig med de hvide, hoeje og tynde modeller, paa trods af den moerke, lave og tykke krop som er meget udbredt her i landet. De samme modeller bliver nemlig brugt i de mange reklamer som afbryder novellerne i tide og utide. At de internationale reklamer for Pepsi, Cola og Loreal bruger vestlige modeller, er til at forstaa. Men naar reklamer for pan dulce, apotekervarer og boennemos skal bruge modeller med vestlige udseende, kan jeg ikke lade vaere med at undre mig. Man ser praktisk talt ikke en mexicansk udseende person i fjernsynet, for slet ikke at tale om indiansk udseende. Skoenhedsidealet her i landet ligner saaledes det vestlige ideal til forveksling, hvilket efter min mening resulterer i en kompliceret selvforstaaelse. Det svarer til at vi i Danmark udelukkende brugte afrikanere eller mexicanere til at reklamere for leverpostej – og det ville da vaere akhavet.

Blandt de saedvanlige reklamer for energidrik, vm, telefonselskaber, apoteker og shampoo, dukker der dog nogle interessante perspektiver op. For eksempel reklameres der for en creme som goer huden lysere – ret ironisk naar man taenker paa hvad man i vesten goer for at blive en smule moerkere i huden. Derudover er der utroligt mange reklamer for Mexico, i anledningen af foederationens 200-aars foedseldag. Smukke billeder af landets naturperler, samt optagelser af forskellige mexicaneres hverdag pryder skaermen, og afsluttes med et stort tillykke – fordi DU er Mexico.

En anden interessant ting, er intet mindre end  reklamer for den mexicanske regering. To desperate mexicanere skriger om hjaelp til at finde et arbejde og behandle sit syge barn, hvorefter det konstateres at de bliver hoert, og regeringen arbejder serioest for at finde loesninger til samfundets problemer. En anden reklame, opbygget som en ren krimi, fortaeller at de nationale politi har opsporet og fanget to storforbrydere. Det beskrives hvordan de to bandemedlemmer i lang tid har gjort hverdagen usikker i landet, men takket vaere regeringens indsats kan alle nu foele sig trygge.

Alt i alt giver disse mange observationer et interessant billede af den mexicanske kultur. Ud over at have et skoenhedsideal som ligger saa langt fra den gennemsnitlige mexicaner, lader det til at den mexicanske stat desperat proever at skabe en samlet national identitet i det enorme land.  Selvom landet har udviklet sig meget, i forhold til resten af Centralamerika, slaas de stadig med stor arbejdsloeshed og generel mangel paa ambitioner.  Immigrationen til USA er et naervaerende problem i dagligdagen, og et alternativ som mange benytter sig af, naar de ikke kan finde arbejde i landsbyen (eller oeen). Mexico sidder saaledes inde med en enorm kapacitet i form af arbejdskraeft, og med en ung generation med potentiale til at tage en videregaaende uddannelse. Men droemmene mangler simpelt hen – blandt mine elever har jeg kun hoert oensker om at blive skolelaerer eller paedagog, eller fisker for nogle faas vedkommende. Og det paa trods af, at de gaar i gymnasiet og snart skal til at beslutte sig for hvad de skal lave herefter. Langt de fleste ender sandsynligvis med at blive ansat i familiens butik eller restaurant paa oeen naar de har faaet deres studenterbevis.

Men nu maa denne roman ogsaa snart slutte – jeg er i Morelia for weekenden, og i gaar var Terese og jeg i Zitacuaro for at besoege Jeppe og se et reservat med mange millioner Monarca-sommerfugle. Det var virkelig smukt og spaendende. Derudove staar hverdagen her paa lidt af hvert – engelsktimer, filmaftener og lidt lavmadning blandt andet. Jeg lavede hakkeboef med brun sovs, kartofer og loeg til mine kollegaer i sidste uge, hvilket var en stor succes, selvom de var skeptiske over at skulle undvaere deres tortillas..

Jeg sender en kaerlig tanke til alle som kaemper sig igennem mine spekulationer her!

I midten af februar var der karneval paa oen, hvilket betoed at der blev opstillet en rodeo-ring paa oens sportsplads, og ti tyre transporteret til oen hver af de to dage det varede. Jeg kunne se ringen fra mit vindue, og fik set det meste af showet – femten maend I cowboydertoej og vigtig attitude befinder sig i ringen og faar i samarbejde fanget en tyro g lukket den inde i en lille indhegning, som den ikke kan bevaege sig i. Her begynder pineriet saa; tyren sparkes og pirres saa den er rigtig vred naar en af maendende endelig saetter sig op paa den, og den slippes fri i indhegningen. Det lignede noget man kunne se paa tv, med cowboyderhatten der roeg af i farten, og manden roeg med en del gange. Det saa ikke rart ud!

Om aftenen var der saa stillet op til “baile” (dans), med et live ranchera-band, og hele pladsen fyldt med oens beboere i traditionelle klaededragter. Jeg tog derned sammen med familiens soester og hendes veninder, som alle er meget religioese og en smule hellige. De drikker derfor ikke, men desvaerre er det meget faa mennesker paa oen der foelger deres eksempel. Her er mange alkoholikere paa oen, og til karnevallet var der ogsaa mange der svajede utroligt meget som de gik rundt paa pladsen. Under rodeoen var der ogsaa èn der vandrede ind i rodeo-ringen og begyndte at urinere for oejnene af hele oen. Han blev slaebt vaek af politiet, og jeg kom til at taenke paa en fodboldkamp mellem Danmark og Sverige for nogle aar siden..

Jeg havde meget svaert ved ikke at grine hele tiden, da vi endelig skulle ned og danse. Alle forestillinger om latinamerikanske salsarytmer faldt fuldstaendig til jorden, da den lokale dans her er en smule anderledes. Forestil jer at have vaeret vant til at vaere rimeligt lav i sit hjemland, men pludselig staar paa en plads hvor man kan se hen over hovederne paa samtlige voksne mennesker. Derudover danser hele maengden en maerkelig hoppende dans fra side til side, mens skinger ranchera-musik blaeses ud fra en scene, hvor tyve trompetister klaedt i noget der ligner kostumer fra en daarlig firserfilm staar og fyrer den af. En lav fyr med saa meget gele i haaret at man ville slaa sig hvis man roerte det, kommer genert hen og spoerger om jeg vil danse med ham, hvilket jeg jo ikke kan afslaa, hvorefter han stiller sig over for èn og vrikker fra side til side uden at se paa èn. Det mest intime med den dans er selve invitationen! Det var simpelt hen saa komisk, at jeg ikke kunne tage det serioest!

Den foelgende weekend tog jeg med de andre danskere til Mexico City hvor vi var til mexicansk foedseldag og koncert med den britiske gruppe Massive Attack. Byen er enorm, og det er svaert at danne sig et overblik over hvordan den er, og endnu mindre faa et helhedsindtryk af den. Vi boede paa et hostel i det historiske centrum, som har en masse flotte bygninger, men fra kl ni er der absolut ingen mennesker at se paa gaderne, ud over politiet som trofast patruljerer. Det var lidt skraemmende at taenke paa at man var i centrum af verdens stoerste by, og at den var helt forladt om aftenen. Men ud over dette kunne jeg godt lide byen – den har naturligvis masser af forskellige ting at byde paa, og dens energi og pluralisme er helt overvaeldende.

I den sidste tid har der vaeret en del sportsarrangementer mellem skolerne i omraadet, hvilket har betydet at os voluntoerer har moedtes for at heppe paa hver vores hold. Jeg tog derfor med skolens baskethold til Morelia for nogle uger siden, og fik heppet en del paa Janitzio. Det slog mig pludselig, midt paa en sportsplads i Morelia, hvor syret det hele er – her staar jeg sammen med femten mexicanske fyre og hepper paa et skole-basket-hold, mens jeg praesenteres for alle deres venner, som siger at de elsker mig efter at vi har sagt hej. Nogle gange gaar det bare op for mig hvor langt ude det hele er, og hvad jeg mon ville lave derhjemme hvis jeg ikke var her.

Sidste weekend var jeg (endnu en gang) i Morelia for at moedes med de andre, og goere gaderne usikre. Jeg moedte nogle mexicanere fredag aften, som inviterede mig til fodboldkamp paa byens stadion loerdag. Saa jeg saa en fodboldkamp mellem det lokale hold og den rivaliserende by Guadalajaras hold. Morelia vandt heldigvis, og jeg havde en virkelig hyggelig aften. Det er skoent at maerke at man pludselig kan snakke om vind og vejr paa spansk, og rent faktisk indgaa i en samtale med en vennegruppe. I Morelia taler de et meget lettere spansk end her paa Janitzio, hvilket ogsaa altid er en lettelse. Isaer mine elever her blander ofte spansk med derers lokale sprog purepecha, og bruger samtidig masser af slang, saa det er ofte meget svaert at forstaa dem.

En anden vigtig begivenhed i mit liv her, er at skolens engelsklaerer er gaaet paa barsel, og jeg derfor underviser alene i engelsk for tiden. Godt nok har jeg en af de andre laerere til at hjaelpe mig med at holde ro i klassen, men jeg styrer undervisningen alene. Saa jeg har faaet undervist med diskotek-hittet ”tonight`s gonna be a good night” med Black Eyed Peas, hvilket var sjovt og ogsaa fangede elevernes interesse langt mere end de kedelige engelskboeger. Derudover har jeg startet et projekt om engelske film, som skal foregaa hver onsdag aften. Sidste onsdag var foerste gang, og jeg sagde til mine elever at dem som havde lyst kunne komme, men der var desvaerre ingen der moedte op. Saa jeg sad og ventede i en time paa skolen foer jeg gav op og gik hjem. Jeg proever igen naeste onsdag!

Jeg er for alvor ved at faa stablet en hverdag paa benene her, med lidt eneundervisning af forskellige andre oe-boere ud over mine timer i gymnasiet. Saa det er skoent at foele at man lige saa stille faar opbygget et liv her paa oen, og ogsaa har faaet nogle venner i Morelia som jeg ser i weekenderne. Det er ved at blive rigtig varmt her, og solen er utroligt staerk. Alligevel gaar jeg stadig med lange bukser og troejer naar jeg er paa oen, da jeg i forvejen faar nok opmaerksomhed her. Det er ellers blevet meget bedre med tilraabene og blikkene, og det gaar mig slet ikke saa meget paa mere. Jeg griner blot af dem naar de inviterer mig ud, og det virker som om de forstaar budskabet. De mandlige elever synes selvfoelgelig at jeg er vildt spaendende, men jeg beder dem blot sige det paa engelsk hvis de har noget at sige til mig – og naar de spoerger om mit telefonnummer, siger jeg det hurtigt paa engelsk. Det lukker som regel munden paa dem.

I familien hvor jeg bor er jeg ogsa ved at falde godt til, og har saa smaat faaet min egen rolle i familien. Jeg faar selvfoelgelig ikke lov til at lave noget i huset, men jeg tager nogle gange opvasken naar de ikke er hjemme. Jeg har endelig faaet lokket pengene til familien ud af min organisation, hvilket lettede mit hjerte meget. De har nemlig et rimeligt stramt budget, og det pinte mig at de skulle presse mad til endnu en person ind. Men nu har de faaet 500 pesos (200 kr) for den sidste maaned, og skal modtage samme beloeb for hver maaned de har mig boende. Soesteren i familien har jeg haft det lidt svaert med, men det er blevet meget bedre paa det sidste. Hun har haft det lidt svaert med at jeg har overtaget hendes rolle i familien som det aeldste barn, og ogsaa overtaget hendes vaerelse. Derudover maa min selvstaendighed og oekonomiske frihed virke meget overvaeldende paa hende, da hun selv kun forlader oen et par gange om maaneden, hvorimod jeg har mulighed for at tage til hovedstaden for en weekend. Det er helt forstaaeligt at hun har opfoert sig lidt maerkeligt over for mig – hvem ville ikke det. Men paa det sidste er det blevet bedre, saa jeg haaber at hun er ved at finde sig til rette med mig.

Hver gang jeg forlader oen siger baade soesteren og moderen i familien, at de kommer til at savne mig. Det er haardt at hoere, og jeg vil ogsaa gerne bruge weekenderne her paa oen, men jeg har brug for at slappe af en gang i mellem. Det er nemlig haardt kun at tale spansk i saa mange dage, og jeg kommer ogsaa til at savne de andre voluntoerer. Saa jeg tager ofte til storbyen i weekenderne for at tale det fantastiske danske sprog, og diskutere verdenssituationen med de kloge hoveder der.

For nogle uger siden havde jeg (endnu) en ret syrealistisk oplevelse her. Jeg skulle med faergen tidligt om morgenen, for at komme til et sportsarrangement paa fastlandet. Om morgenen er der altid utroligt meget taage paa soeen, men denne morgen var det helt ekstremt. Faergemaendene har en speciel rute som de sejler ad, der er markeret med nogle boejler med lys i. Normalt tager turen til Patzcuaro tyve minutter, men dennne morgen for faergen simpelt hen vild. Det var saa taaget, at vi ikke kunne se boejlerne, saa vi sejlede forkert. Alle paa baaden sad og spejdede ud over soen, men alt vi kunne se var den taette taage, som fik himmel og soe til at gaa i et. Det endte med at vi maatte spoerge en fisker i sin kano om vej til havnen – vi var paa soeen i mere end en time.

Saa som i nok kan hoere, er det ikke fordi der ikke sker noget her i det mexicanske, selvom det til tider kan vaere en smule kedeligt her paa oeen – her er ikke meget at lave. Men der er stadig konstant nye ting at forholde sig til, og jeg er traet hver aften naar jeg gaar i seng. Det er et meget specielt samfund jeg er havnet i – ikke blot det mexicanske, men Janitzios lille samfund. Naar jeg fortaeller andre mexicanere at jeg bor og arbejder paa Janitzio, begynder de ofte at grine. Alle kender oeen for den store statue af Morelos, og dens indianske befolkning, som stadig taler det aeldgamle sprog, og alle har besoegt oen flere gange. De faerreste ved at der er et gymnasium paa oeen, og at man rent faktisk kan bo der. Mit indtryk er, at mange mexicanere ser ned paa Janitzios befolkning, fordi de som de eneste har beholdt de gamle indianske traditioner. Mange har fordomme om hvor dovne og ligeglade oe-boerne er, og der gaar mange rygter om deres alkoholforbrug og svinende adfaerd (skraldespande er ikke noget man kender til her). Jeg kan ikke afvise alle fordommene om Janitzio og dets beboere, men aergrer mig over, at den mexicanske befolkning i den grad benaegter deres indianske roedder, og goer alt hvad de kan for at ligne USA. Det forekommer mig at den mexicanske selvforstaaelse overordnet har nogle voldsomme ar.

Nu maa det vaere nok for denne gang – jeg har det godt, og nyder at snakke og skrive med jer derhjemme, selvom jeg ikke faar svaret paa diverse mails saa hurtigt..

Generelt maa jeg indroemme at mine undskyldninger foer jeg rejste, om at jeg skulle spise massere paa det tidspunkt fordi jeg ville komme til at sulte, ikke holder. Maden er nok lidt ensformig og der er langt mellem de friske groentsager (ud over chili), men det er ikke ligefrem en slankekur at leve af boenner og tortillas. Paa rejsen er vi nemlig blevet introduceret til et helt nyt begreb; boennevommen. Boennevommen erhverver man sig, som navnet antyder, ved at spise boenner, som saetter sig i et godt bildaek rundt om livet paa en. Tro mig, jeg har set det ske!

Ud over basisingredienserne boenner, linser, avocado, ris, chili, ost og olie (de frituresteger alt her), spiser de naturligvis tortillas til alt. I familien jeg bor hos har de kun en enkelt gaffel, og selvom det er mig der faar den til hvert maaltid, besluttede jeg mig hurtigt for at laere at spise som dem. Det er faktisk noget af en kunst at spise med tortillas – jeg spiser ikke ligefrem paent paa denne maade.!  Naar man spiser sidder man konstant med en tortilla i haanden, som man braekker stykker af og samler den oevrige mad op med. Man spiser altsaa med fingrene, og bruger tortillaen som mellemlag, saa man ikke faar grisset fingrene for meget. Paa denne maade ryger der let 5-10 tortillas ned paa et maaltid.

Som alle sikkert har forventet skal de mexicanske krydderier ogsaa lige naevnes – dvs. chili. Den simple salsa af moste chilifrugter er en tro foelgesvaend til samtlige maaltider her – ogsaa morgenmaden. Efter det meget ferske salvadoranske koekken nyder jeg stadig at maerke lidt svien paa laeberne, og vaenner mig ogsaa lige saa stille til at spise det uden at kaste mig over vand og maelk lige efter. Heldigvis putter de ikke meget chili i deres mad, men serverer det ved siden af, saa man selv kan dosere sin braenden paa laeber og tunge. Den anden dag oplevede jeg at jeg foelte der manglede noget i min mad – salsaen var ikke kommet paa bordet endnu, saa der var slet ikke chili i min mad, hvilket foeltes helt forkert. Jeg maatte grine lidt af mig selv efter den episode. Man vaenner sig hurtigt til hvordan tingene skal smage.

Noget jeg savner meget til maaltiderne her (ud over rugbroed, leverpostej, chokoladepaalaeg, lakrids og en god boef) er selskab. Som gaesten i huset faar jeg altid serveret foerst, og sat til at spise mens de andre staar og goer de naeste portioner klar, hvilket betyder at jeg oftest har spist faerdigt foer de andre. Jeg savner virkelig at der bliver sat et fad med mad paa bordet saa alle kan spise samtidig, i stedet for at maden bliver taget direkte fra gryder og pander, saa portionerne bliver faerdige lidt efter lidt. Dette aergrede mig isaer i starten da jeg gerne ville se hvordan de andre spiste deres kylling uden kniv og gaffel. Det er altsaa stadig lidt af en videnskab for mig.

Til deres maaltider drikker de lokale her sjaeldent vand, men ofte maelk (8 procents fedt er det mindste de har), varm kakao, frugtsaft (nogle gange varmet og med stivelse) eller en slags groed af ris eller havre. Det sidstnaevnte minder mig umiskendeligt af risengroed og havregroed, isaer fordi  de putter kanel i begge dele. Saa det er lidt specielt at faa til sit frokost – eller eftermiddagsmaaltid.

Nu kan jeg vist ikke finde paa mere at sige om maden lige nu, men jeg vil ogsaa lige opdatere folket derhjemme om hvad der er sket i den sidste uge her. Fra soendag aften til torsdag eftermiddag sidste uge regnede og haglede det naesten uafbrudt her i staten, saa alle skoletimer har vaeret aflyst i hele Michuacan og alle butikker har tillige vaeret lukkede.  Mange veje har vaeret lukkede paa grund af vandmasserne, og paa oen maa man ogsaa sige at der er faldet lidt regn. De nedadgaaende gader og stier paa Janitzio har vaeret som floder, og paa grund af vinden som blaeste regnen ind gennem spraekkerne i mit vindue, har mit vaerelse vaeret en stor vandpyt, hvilket betyder at mit toej foerst lige er toerret, og jeg var fanget i min seng uden toert toej i et par dage. Saa jeg fik laest en masse, skrevet nogle kloge ting i min bog, og spillet en masse fire-paa-stribe med boernene. Desvaerre  var stroemmen ogsaa gaaet i et par doegn, saa vi kunne ikke en gang fordrive tiden med nogle telenovelas..

Men nu er vejret smukt og dejligt varmt igen, og om lidt kommer Anna og Terese og besoeger mig for at se oen i kaffe latte-soen (vandet er saa forurenet at det minder meget om en god sydamerikansk kop kaffe latte – tynd, soed og med masser af maelk), saa det bliver dejligt at tale lidt dansk igen. Man kan jo godt gaa og blive lidt ensom naar man er eneste hvide paa oen, selvom jeg altid er omgivet af mennesker – de er bare ikke saa gode til at snakke om dybere ting end vejret og morgenmaden, saa jeg savner nogle gode samtaler og diskussioner. Saa det er skoent at have nogle soede venner og veninder man kan moedes med i weekenden. Den tyske voluntoer Luisa bor her i Patzcuaro saa hende kan jeg ogsaa moedes med naar jeg faar oe-kuller. Nu maa ordstroemmen herfra snart stoppe – der er ikke mere at sige end ¡adiòs og hasta luego!

Jeg bor hos en af skoleinspektoerens gode venner (jeg tror udelukkende det er en vennetjeneste, for at vaere helt aerlig) som har en pige paa 17, Soledad, og en dreng paa 10, Luis. De bor i et meget normalt hus her, som er en del rigerer end det jeg havde forestillet mig. De har baade koeleskab, to fjernsyn og en vaskemaskine. Saa det er ikke helt saa outback som jeg havde regnet og haabet paa. Jeg har faaet soesterens vaerelse, saa jeg har min egen halvandenmands-seng med lyseroed dyne og puder, og vinduer med lyseroede gardiner, som skjuler den smukkeste udsigt over soe, marker, bjerge og Patzcuaro by. Soledad og hendes venner er rigtig soede, og meget taalmodige med mit spanske, saa jeg synes allerede det gaar bedre med at forstaa og udtrykke sig.

Der er tilsyneladende tre skoler paa oen; primero, segundaro og bachillerato. Jeg skal undervise i bachillerato, som svarer til gymnasiet. Der er 134 elever paa skolen, og 5 laerere ud over skoleinspektoeren og sekraeteren, og undervisningen foregaar tre forskellige steder paa oen. Engelsklaereren Lizbeth er gravid og skal paa barsel om halvanden maaned, men i dag da jeg skulle have min foerste time med hende, meldte hun sig syg paa grund af smerter i maven. Saa jeg havde min foerste undervisningstime med 45 hujende og fnisende unge mennesker i det der svarer til 1.g, men engelskniveau-maessigt svarer til en dansk 4.-klasse. Det var lidt af en udfordring, men jeg fik da gjort mig selv lidt til grin og sunget en engelsk sang for hele banden, saa det var udemaerket underholdning for alle. Jeg haaber at Liz kommer i morgen, saa jeg kan faa tid til at indjustere mit ambitionsniveau efter deres kundskaber. Jeg startede i dag med at tale engelsk (basal praesentation af mig selv), og de forstod ikke et ord, saa jeg skal nok indstille mig paa at det bliver et lidt langsommere tempo det kommer til at koere i..

Min skoleinspektoer er meget venlig og de andre laerere er ogsaa rigtig friske og sjove, saa jeg haaber paa at komme til at kende dem rigtig godt og pjatte med dem naar jeg begynder at kunne forstaa deres jokes paa spansk.. De to samtaleemner som har vaeret mest paa banen de sidste to doegn her er; kaerester, og hvor meget mine ting mon har kostet. Den med kaerester har jeg hoert meget fra; her i macho-land er kaereste-begrebet centralt anderledes end det kolde Danmark. Det er tilsyneladende mere end normalt at have flere kaerester her, og ikke kun blandt forvirrede teenagere – min skoleinspektoer fortalte mig at han ogsaa leder efter en kaerester her, selvom han er gift og har boern. Det er vist noget jeg lige skal vaenne mig til – sammen med den konstante opmaerksomhed og tilraab jeg faar – for eksempel da jeg stillede en af mine elever et spoergsmaal, begyndte samtlige elever at huje op og fnise. Saa er det da svaert at vaere laerer her! Paa den anden side er der en dreng i min soesters venne-gruppe, som de kun er venner med, saa det er aabenbart muligt.

Hvad kan jeg mere fortaelle..? Klart nok starter ingen timer til tiden, og da jeg spiste morgenmad med moderen i familien i morges, fik hun pludselig travlt da jeg sagde hvad klokken var; hun skulle havde vaeret paa arbejde en halv time tidligere, og det endte med at blive mindst en time.. Det er altsaa ogsaa noget jeg skal vaenne mig til! Hov, forresten er min pakke kommet frem til Stengaarden, til alle dem der har ligget soevnloese af spaending for at finde ud af hvordan det haabloese projekt mon ville ende

Nu vil jeg slutte herfra – min skoleinspektoer har arrangeret en ordning hvor jeg skal spise hos en ny elev hver eftermiddag, saa jeg skal snart foelges over til en af pigernes hus af min soester. Jeg haaber alt er vel derhjemme - og tak for kommentarerne og hilsnerne herinde. Det er fedt at vide at der er nogen der gider laese om mine oplevelser!