Andrea's Blog

El paìs de la mañana

Countdown; 3 dage til at jeg forlader oeen, 7 dage til at jeg forlader Morelia, 30 dage til at jeg tager til lufthavnen i Mexico City, 31 dage til jeg lander i Kastrup og 32 dage til at Roskilde starter - det er vist saa langt min tidsregning raekker!

Min skoleinspektoer lavede en meget typisk mexikansk joke i dag; han fortalte mig, at Mexico er “el paìs de la mañana”, morgendagens land. Med sit ordvalg fik han mig til at tro at han mente at mexicanerne er aktive og morgenfriske mennesker, hvilket jeg maatte protestere hoejlydt over. Men grinende forklarede han mig saa, at han havde ment at alt bliver udsat til den foelgende dag. Det kunne jeg kun give ham ret i  – saa klichèen “mañana mañana” kan jeg altsaa godt bekraefte.

Jeg har lidt af en krise over at skulle forlade mit liv her, som er saa dejligt roligt og samtidig utroligt interessant. Jeg observerer, oplever og reflekterer saa det udmatter i samme grad som at spise otte tortillas til et maaltid. Men udover det daglige tortillaindtag, er den fysiske udmattelse begraenset til et minimum, her hvor det tager tyve minutter at gaa hele vejen rundt om oeen.

Jeg stod op tidligt i morges for at gaa en tur rundt om oeen, og gaa forbi skolen for at hilse paa kollegaerne. Det kan tydeligt maerkes at jeg ikke saa ofte kommer paa “bagsiden” af oeen, for der bliver kigget betydeligt mere efter mig her. Paa ruten mellem mit hus, kontoret og klassevaerelserne kender alle mig efterhaanden, og jeg bliver hilst med et “buenos dias maestra” (godmorgen laererinde) hver dag, naar jeg gaar til skole. Paa min godmorgen-tur noed jeg udsigten til de smukke bjerge, og snakkede lidt med en fiskerkone som var i gang med at ordne den tidlige morgens soelle udbytte. Jeg blev pludselig raabt op fra en af kanoerne paa vej til oeen – det er nogle af mine elever fra de naertliggende oeer, som var paa vej til skole. Jeg gik hjem til mit hus (turen tager mig i alt ca. 20 min) og blev lukket ind af moderen i familien, som var i gang med at vaske familiens toej. Jeg hjalp hende lidt, hvorefter jeg gik i bad, og sad lidt og laeste i min seng. Lidt i elleve blev jeg kaldt ned til “morgenmad” (gryderet med kogte kartofler og koedstykker i salsa, spist med tortillas selvfoelgelig).

Efter morgenmaden gik jeg over til skolen, hvor jeg havde et par eftermiddagstimer og efterfoelgende ekstra-timer. Jo flere timer jeg har, jo mere nyder jeg at staa ved tavlen og forklare engelske grammatiske maerkvaerdigheder. Laerer-elev-forholdet her i Mexico er betydeligt mindre stramt end i Danmark, hvilket betyder at man helst skal joke konstant og vaere bestemt med et glimt i oejet. Saa jeg goer hvad jeg kan for at holde den mexicanske stil og fyre en masse platte vittigheder af i timerne. Da klokken bliver fem smuttede jeg ned i familierestauranten for at spise eftermiddagsmad og tale lidt med kvinderne, som holder til i restauranten naar ikke de vasker toej eller opvarter manden i deres hus. Moderen i min familie goer meget ud af at fortaelle mig hvor lidt jeg spiser, og holde oeje med hvor mange tortillas jeg faar probbet i mig – og som et andet barn bliver jeg prikket i maven, for at de kan maerke om jeg er maet. Efter at have tygget mig igennem min ration, gik jeg op paa skolen igen, for at faerdiggoere de sidste oversigter over de temaer jeg har gennemgaaet i min undervisning samt de foelgende temaer, saa min hjaelpelaerer har en chance for at goere eleverne klar til eksamen,  naar jeg er taget afsted.

Og her sidder jeg saa med Alberte, Kim Larsen og Sebastian i oerene, og en maerkelig afslappet uro indeni. Jeg har egentlig ikke lyst til at forlade mit liv her, men alligevel kommer der saa mange gode og spaendende ting i fremtiden, at jeg ogsaa glaeder mig til at komme videre. Paa torsdag skal jeg paa en tur med familien til en naertliggende nationalpark, og fredag skal jeg tage afsked med elever og kollegaer til et faelles maaltid efter skole. Loerdag staar den saa paa afskedsfest i Morelia, og tirsdag (efter Peters foedselsdag mandag) rejser vi til stranden her i Michoacan. Jeg frygter nok mest afskeden med familien, da jeg naturligt nok har naermet mig dem meget, og isaer moderen har meget svaert ved at tale om at jeg skal vaek herfra. Sidst vi beroerte emnet, begyndte hun at graede. Men jeg er utroligt glad for at de har inviteret mig paa en “afskedstur”, da jeg ved hvor sjaeldent de forlader oeen.

Jeg vil nu goere mit arbejde faerdigt og smutte hjem i seng, saa jeg kan vaere udhvilet til at nyde endnu en dag i fulde drag. Vi ses om en maaned! Masser af kaerlighed  herfra til alle..