Andrea's Blog

Hvorfor skal det vaere saa svaert at hjaelpe!?

Aaahh hvor kan det vaere haardt at ville saa meget, men kunne saa lidt! Jeg har uendeligt mange projektforslag og noter til mig selv i min notesbog, men hvad hjaelper det at faa stadig flere gode ideer til undervisning, aktivitetsgrupper, diskussionsklasser, kreative projekter og udveksling af information, naar tiden forsvinder mellem fingrene paa mig foer de praktiske detaljer bliver ordnet. Min afskedsdato rykker sig taettere og taettere paa, og i takt med den svindende tid, forstaerkes min bevidsthed om at tilstanden her paa oeen ikke kommer til at rykke sig det mindste. Som et desperat forsoeg paa at efterlade mig noget brugbart er jeg derfor gaaet i gang med at lave grammatiske forklaringer og oversigter til elevernes pensum. Saa kan man i det mindste haabe paa, at det bliver korrekt engelsk der skrives paa tavlen. Jeg haaber dog ogsaa paa at jeg kan naa at faa malet det verdenskort jeg har planlagt med kemilaereren, men da der efterhaanden er gaaet tre uger uden at materialerne er blevet koebt ind, tvivler jeg paa at jeg kan naa det. Med mindre den mexicanske mentalitet og effektivitet pludselig overrasker mig - jeg tvivler efterhaanden.

Som i maaske fornemmer er mine frustrationer efterhaanden til at tage og foele paa. Jeg er voluntoer, men hvad i alverden betyder det, og hvad vil jeg egentlig med alt det her? Jeg bliver stadig sometider spurgt, om jeg vil redde verden, eller hvorfor jeg rejser som voluntoer. Selvom jeg gerne ville redde verden, er jeg klar over at det ikke bliver ved at give engelsktimer i Mexico, men spoergsmaalene faar mig til at overveje hvorfor jeg har valgt denne rejseform. For min egen eller andres skyld? Hvad tror jeg at jeg kan hjaelpe andre med? Har jeg ambitioner om at aendre et samfund? Hvad er meningen med at involvere sig i andre menneskers liv i fire maaneder, for at forlade dem igen?

Paa laerervaerelset joker jeg ofte med, at mit egentlige voluntoerarbejde bestaar i at laere laererne at drikke kaffe uden sukker, forklare hvad man spiser, hvis man ikke spiser tortillas til alle maaltider, at jeg ikke drikker sodavand til dagligt og i oevrigt at ikke alle hvide kommer fra USA. Men hvad er det egentlig jeg laver her? Jeg styrer alle gymnasietimer selvstaendigt, giver ekstra timer, laver filmgrupper og hjaelper med lektierne. Jeg taler med elever og laerere om forskelle og ligheder mellem Danmark og Mexico, oversaetter engelske kemi-tekster til spansk og hjaelper elverne med at oprette mailadresser, saa de kan blive “elektronisk kommunikerende” som inspektoeren saa fint formulerede. Med hensyn til min filmklub, er det utroligt hyggeligt, men ud over at eleverne nu har laert hvad undertekster er, tvivler jeg paa at det goer den store forskel i deres sprogtilegnelse.

Kvaliteten i min undervisning stiger i samme takt som mit spanske vokabularie, og jeg har da indtryk af at nogle elever forstaar stadig mere engelsk. Det er ellers et projekt med store sten paa vejen, eksempelvis de 45 elever uden nogen form for kendskab til engelsk, skolens i alt otte engelske ordboeger (som inkluderer min egen), kedelige og fejlfyldte engelskboeger med daarlige forklaringer som afspejler forfatterens engelskkundskaber eller mangel paa samme. Endvidere kommer jeg ofte til at spoerge mig selv, hvad meningen med denne engelskundervisning er. Vil jeg gerne stoette at saelgere og lokale kan raabe paa engelsk til turisterne, hvilket ofte irriterer mig voldsomt? Eller vil jeg gerne stoette at de unge rejser ilegalt til USA for at arbejde under usle forhold? Hvorfor er det egentlig eleverne her skal piskes gennem de regelmaessige og uregelmaessige engelske verber? Til hvis gavn er det?

Det var en farlig masse spoergsmaal jeg fik stillet. Om jeg ogsaa har svarene, er jeg ikke helt overbevist om.

Rent personligt giver rejseformen som voluntoer langt stoerre mening for mig. Jeg har selv afproevet den populaere backpacking af flere omgange, og oplevede ofte at faa ondt af rygsaeksfolkets indsigt i det paagaeldende land, idet den ofte er begraenset til Lonely Planet’s kortfattede og subjektive beskrivelse af omraadets attraktioner. At moede rejsende som har opholdt sig i Mexico i flere maaneder men intet ved om narkotrafik, immigration og arbejdsmarkedets krise, chokerer mig stadig. At se turister tage billeder af den familie man bor hos, samtidig med at de i grove amerikanske vendinger diskuterer deres toej og udseende, kan kun faa mig til at ryste paa hovedet. Hvor soergeligt er det dog at kunne fremvise billeder fra enhver turistattraktion i Mexico, men stadig ikke have vaeret der. Jeg foeler mig priviligeret over at have faaet mulighed for at opleve en anden side af et saa spaendende land, at vaere i stand til at samtale og diskutere med menneser som har et saa anderledes et livssyn, og ikke mindst laert en masse sjove folk at kende. Saa konklusionen (inden det bliver alt for frelst) maa vaere, at jeg som voluntoer udveksler med og paavirker medmennesker her hvor jeg er.

Og saa maa jeg jo paa et andet tidspunkt finde ud af hvordan jeg kan redde verden. Denne rejse giver mig i hvert fald en interessant og uventet indsigt i hjaelpearbejdets mange problemstillinger.

For resten har jeg det godt, og goer hvad jeg kan for at nyde de sidste par uger.  Jeg har lidt krise over at skulle forlade alle mine bekendskaber her, men afskeden er jo en uundgaaelig del af det at rejse, saa jeg oever mig i at sige paa gensyn i stedet. Samtidig betyder en afsked èt sted jo ogsaa at man skal sige goddag et andet sted – vi ses om halvanden maaned! <3