Fattigdommens tortilla
april 27, 2010 kl. 21:04 | Lagt i Ophold paa Janitzio, Mexico januar-maj 2010 | Skriv en kommentarSaa blev det endnu en gang tid til abstrakte reflektioner og kloge konklusioner her fra. Som min kreative overskrift indikerer, er dagens tema fattigdom. Fattigdom er nemlig et centralt begreb i beskrivelsen af mit liv her i Mexico. Jeg konfronteres med den overalt, og har efterhaanden set mange typer af fattigdom. Jeg kan uden tvivl sige, at fattigdommen vi oplevede i El Salvador er anderledes end den jeg oplever i min hverdag her. Men hvorfor opfatter jeg den anderledes? Umiddelbart vil jeg paastaa, at fattigdommen i El Salvador er mere synlig, og i hoejere grad et spoergsmaal om liv og doed, end det er tilfaeldet i Mexico. Men hvordan beskriver, fastlaegger og maaler man fattigdom?
- Ud fra antallet af elektriske apparater?
- Indkomst og forbrug?
- Maengden og kvaliteten af maden?
- BMI?
- Hygiejnemaessige forhold?
- Uddannelsesniveau og oplysning?
Jeg maa indroemme, dog ikke helt uden skam, at jeg havde forventet at mit ophold her i Mexico skulle vaere mere primitivt og fattigt. Jeg havde forestillet mig en jordhule med et bliktag, udsultede boern, soelle familielandbrug og ris-groed. Men som man efterhaanden har vaennet sig til, bliver intet som man forventer her. Jeg bor i et udemaerket lille hus paa en oe, hos en familie som naermere lider af overvaegt end sult, og hvis eneseste indtaegtskilde er turisme.
Derfor spoerger jeg mig selv;er de fattige? Der er jo to fjernsyn og et strygejern i huset. De tjener godt nok stort set intet, men oekonomien er ogsaa svaer at holde styr paa, naar moderen sjaeldent betales i familierestauranten, men hele familien til gengaeld spiser der dagligt. Faderen arbejder med at sejle baadene mellem oeen og fastlandet, og bruger i oejeblikket al sin loen paa at istandsaette sin baad. Derfor brokker moederen sig over at hun ikke har nogle penge til at koebe mad for. De sulter dog ikke, hvilket tydeligt ses paa isaer moder og soester, som er godt i stand. Dette haenger maaske sammen med de billige raavarer og de store maengder olier der bruges til madlavningen, samt den manglende daglige motion. For selvom baade tortillas og boenner betragtes som absolut sunde madvarer i Danmark, kan jeg berette at det ikke ligefrem er sundt, hvis alle maaltider bestaar af disse to.
Med hensyn til uddannelse og oplysning, staar det meget ringe til i det lille oesamfund. Jeg havde en meget tragikomisk samtale med soesteren for et par dage siden, hvor hun fortalte om de siv-kors de har haengende paa hoveddoeren. Disse skal aabenbart forhindre trolddom og onde kraefter i at ramme husets beboere, hvilket i foelge hende er et stort problem her. Hun fortalte om vrede koner som kaster forbandelser over deres fjender, og at mange doer af disse aarsager. Til denne praediken smiler jeg blot og nikker overbaerende til den hellige 17-aarige soester. Jeg bliver dog meget lettet, da hun paa et tidspunkt fortaeller mig at hun faktisk slet ikke tror paa trolddom og hekseri. Jeg medgiver hende at det goer jeg faktisk heller ikke, og glaeder mig over at hun dog ikke var saa overtroisk alligevel – indtil hun tilfoejer at hun ikke tror paa menneskers trolddom, for det hele er jo djaevlens vaerk. Skal man grine eller graede?
Fattigdommen kommer saaledes til udtryk paa uendeligt mange maader, og bliver hurtigt en del af ens hverdag. Jeg anser familien for fattig, selvom de ikke sulter, for de har ikke meget oekonomisk overskud, og heller ikke mange muligheder for at aendre deres egen situation. Jeg talte med en gammel mand om det mexicanske samfunds fattigdom, og hans konklusion loed saaledes; der er fire muligheder for at tjene penge her i landet; enten arbejder man for regeringen, gaar ind i narkotikahandlen, saelger til turisterne eller rejser til USA. Der er stort set ingen industri i landet (den smule der er, ligger ved graensen til USA i skattefri zoner), og hverken uddannelse eller nytaenkning er det mexicanske folks styrke. Herudover har finanskrisen fjernet mange af de ilegale latinamerikanernes jobs i USA, og reduceret turismen betydeligt. Ogsaa paa Janitzio maerkes krisen tydeligt, idet paasketuristerne var meget faa i aar. De manglende indtaegter skaber en tydelig frustration i oeboerne, da der ikke findes alternative maader at skaffe mad paa bordet. Min familie har af denne grund besluttet at laane et stoerre beloeb for at blive ved med at have mad paa bordet. Men saa vidt jeg har kunnet finde ud af, har de ikke taenkt over hvordan de kan betale beloebet tilbage. Jeg var tilfaeldigvis til stede da “bankraadgiveren” skulle bestemme familiens oekonomiske situation. Eftersom ingen foerer regnskab over restaurantens salg, og de aldrig faar boligvurderinger, endte de med at udfylde de noedvendige papirer med gaetvaerk. Jeg gruer for hvordan det skal gaa dem senere.
Desperate jobs er her nemlig nok af; Ofte ses ti komplet ens boder stillet op ved siden af hinanden, som saelger praecis de samme varer, til praecis den samme pris. En haer af goeglere, saelgere og vinduespudsere proever ihaerdigt at lokke lidt moenter ud af bilisterne naar de holder for roedt lys i Morelias store lyskryds. Patzcuaros boern saelger tyggegummi for en pesos, boder udelukkende med fjernbetjeninger ses overalt, og ikke mindst fiskeri i soeen omkring Janitzio, hvor der stort set ikke laengere findes fisk. Jeg tvivler paa at nogen af disse foretagener kan give meget mad paa bordet.
I forhold til mit hverdagsliv oplever jeg ogsaa fattigdommen som en overhaengende faktor. Til tider kan det dog mistaenkes at det i hoejere grad er dovenskab end fattigdom der er aarsagen, naar familien ikke har naal og traad i huset, vinduet i hoveddoeren har vaeret smadret siden jeg ankom og vaeggenes maling skaller af i store flager. Dovenskab eller i hvert tilfaelde mangel paa overskud. Foraeldrene arbejder nemlig alle ugens dage og forlader kun oeen et par gange om maaneden (ud over at faderen selvfoelgelig staar af sin baad og haenger ud paa kajen i Patzcuaro.) Der er derfor heller ikke meget overskud til aktiviteter med boernene (for eksempel lektiehjaelp eller spil), men hele familien ser da fjernsyn sammen hver aften. Herudover er familiens eneste gaffel og det faktum at de bruger vaskepulver til baade at vaske haender, opvask, toej, krop og haar, beviser paa det lave oekonomiske raaderum.
I skolen er der ogsaa mange tegn paa fattigdommen, for eksempel et af klassevaerelserne, som praktisk talt er en betonklods med huller (hvor der skulle have vaeret vinduer). De meget eftertragtede 7 engelske ordboeger paa skolen er ogsaa en frustrerende faktor, naar man skal undervise 45 ad gangen. Endvidere taler elevernes slidte skoleuniformer og hjemmelavede skoletasker af papkasser med snoerrebaand eller plasticposer med et kabel som strop, deres eget tydelige sprog. Ved en gennemsoegning af skolen for stoffer og andre ulovligheder, blev jeg naesten forlegen paa en af drengenes vegne, da han blev kropsvisiteret af en laerer. Hans alt for store uniformsbukser var fuldstaendig oedelagte, han havde to forskellige stroemper paa i sine alt for store og udtraadte sko (sandsynligvis sin fars aflagte), hans undertroeje var gennemhullet og beskidt, og hans pung var en gammel cigaret-aeske med dobbelt-bund. Jeg har ogsaa bemaerket, at mange af eleverne ogsaa har deres uniform paa om fredagen, hvor de ellers maa have normalt toej paa, for at de kan faa vasket uniformen. Jeg gad vide hvor meget toej de egentlig har..
Det kan egentlig fascinere mig dybt, at alle disse unge fra mere eller mindre primitive hjem, evigt og altid kan se saa vandkaemmede, rene og opstadsede ud. Nogle af dem bor i huse uden rigtigt gulv, og med plastic for hullerne i vaeggene, og har alligevel altid perfekt make-up og opsat haar. Saa paa den maade kan man ikke se fattigdommen. Til gengaeld er druk og misbrug et tydeligt samfundsproblem, ligesom det manglende kendskab til skraldespande medfoerer beskidte og til tider lugtende gader. Skraldet tiltraekker naturligvis en overflod af hunde, fugle og rotter, som spiser af skraldet inden det bliver samlet sammen og braendt af. Hvor skulle de dog ogsaa vide fra, at plasticflasker ikke er den optimale optaending, og i oevrigt ikke udvikler den sundeste roeg?
Alt i alt er uvidenhed og manglende oplysning en alvorlig konsekvens af et samfunds fattigdom, og sandsynligvis aarsag til fastholdelse i fattigdommen. Det er frustrerende at moede den, og svaert at takle den uden at fornaerme. Om det er bedst at rejse ilegalt til USA eller gaa ind i narkohandlen kan jeg aerligt talt ikke svare paa – begge aktiviteter er livsfarlige, samfundsskadelige og uholdbare.
Skriv en kommentar »
RSS feed til kommentarer til dette indlæg. TrackBack en URI
Skriv et svar
Blog på WordPress.com. | Theme: Pool by Borja Fernandez.
Indlæg og kommentarer feeds.