Andrea's Blog

This country makes you lazy

Saa er tiden kommet til endnu et blogindlaeg, som denne gang er inspireret af et utroligt intelligent citat af en tysk voluntoer. Efter en lang snak om den mexicanske kultur, og hvordan den paavirker os, lyder den kloge konklusion; ”this country makes you lazy”.

Men der er altsaa noget om det; jeg har aldrig set saa meget fjernsyn og sovet saa meget, som de sidste par maaneder. Jeg er udmattet efter to undervisningstimer paa en dag, kommer jaevnligt for sent til moeder og aftaler, og pruster og stoenner snart lige saa meget som moderen i familien, naar vi sammen gaar hjem til huset. Det giver mig sved paa overlaeben, bare at taenke paa alt det jeg normalt har gang i derhjemme.

Om kulturen kan vaere skyld i alt dette, er dog svaert at afgoere. Sikkert er det dog, at mexicanerne selv er en smule dovne. Halvdelen af timerne i gymnasiet aflyses paa grund af manglende fremmoede, og de timer som afvikles starter mindst ti minutter for sent, og slutter mindst ti minutter tidligere. Timerne praeges i overigt ikke af koncentreret arbejde, men afbrydes regelmaessigt af elevernes larmende boelge af raab, naar der er en som opfoerer sig dumt eller laver en joke. I starten irriterede det mig graenseloest at eleverne kun kunne koncentrere sig ti minutter af gangen, men nu ved jeg at denne rytme maa foelges, hvis de paa nogen maade skal laere noget i timerne.

Efterhaanden overtager man altsaa de kulturelle spilleregler, og tilpasser sig de lokales livsrytme. Af samme grund plager de mange kommentarer og tilraab mig ikke laengere. I starten reagerede jeg europaeisk paa disse tilnaermelser, ved at blive irriteret og frustreret over ikke at kunne gaa alene paa gaden. Men nu griner jeg bare af dem, og spiller med paa deres leg. Egentlig er det vel en overlevelsesmekanisme, for hvis ikke jeg havde overtaget deres maade at reagere paa, ville jeg gaa rundt og vaere vred i et halvt aar. Og det kan jeg altsaa ikke arbejde med. Saa nu griner jeg naar skoleinspektoeren synger kaerlighedssange for mig, eleverne inviterer mig paa dates og faetteren spoerger mig om ikke vi skal gifte os.

Herudover har vi efterhaanden laert at man ikke ankommer til tiden, naar der er moeder i organisationen eller andre steder; man er heldig hvis moederne starter en halv time senere end planlagt. Paa samme maade foregaar det her paa oeen; moderen i min vaertsfamilie kommer altid et par timer for sent paa arbejde. I starten blev jeg ked af det paa hendes vegne, da hun fortalte at hendes mor (som ejer restauranten) ville skaelde hende ud, men efter at have oplevet den samme reaktion paa tiden om morgenen i to maaneder, har jeg opgivet at soerge for at hun moeder til tiden.

Endnu en ting som jeg stadig forudres over her i Mexico, er befolkningens evige glaede. Jeg havde aldrig troet at hverdagen kunne vaere saa sjov – de griner jo hele tiden. Der laves konstant jokes om det ene eller det andet, og der skal ikke meget til for at faa alle til at grine. Det virker naesten som om at alt som ikke forventes er morsomt. For eksempel er det stadig utroligt morsomt, hver gang jeg vinker tilbage til eleverne, naar de proever at faa mig til at hjaelpe dem (de raekker altsaa ikke bare haanden i vejret her), eller hvis en af eleverne falder eller taber noget. Hver gang der sker noget morsomt, grines der saa ikke blot af det – forloebet beskrives og fortaelles mange gange senere for enhver som gider at lytte. Saadan gik det ogsaa med en misforstaaelse da jeg lige var ankommet til oeen; jeg snakker med en gruppe piger, hvor en af dem saa spoerger mig om jeg er kristen (christiana), og en anden hurtigt svarer, at nu maa hun da tage sig sammen – hun hedder jo Andraea. Denne misforstaaelse griner de stadig fantastisk meget af. Sikke en humor..

Dette tilsyneladende sorgloese folk, udnytter altsaa enhver mulighed for at lave sjov med hinanden, og der er naermest ingen graenser for deres jokes. Paa trods af den udbredte homofobi og den staerke religioese overbevisning, flyver boesse-jokes og andre ukristne vittigheder frem og tilbage dagen lang. Saa humoren bruges i hver en samtale, og umiddelbart synes befolkningen at vaere glad og tilfreds, indtil man kommer naermere ind paa dem, og de fortaeller om diverse sorger og haab. Det er stadig dagligt at familie og elever spoerger om ikke jeg kan tage deres mindre soeskende eller boern med til Danmark, for saa vil deres fremtid helt sikkert se bedre ud. Endnu en interessant modsaetning i det mexicanske folk. Men de anstrenger sig i hvert fald ikke for at forbedre deres situation – stoerstedelen har ikke voldsomt travlt i deres dagligdag.

Saa efter at have haft denne stressende og udmattende hverdag i et par maaneder, er det vist paa tide med lidt ferie – saa i morgen tager vi danskere til Jucatan, saa vi kan fejre min foedselsdag i Cancun, og rejse videre rundt paa halvoeen. Vi har to ugers ferie fra skolen, idet der er Semana Santa (paaskeferie), saa det bliver godt at vaere paa farten igen. Paa den anden side er det nu ogsaa aergeligt at skulle vaere vaek fra familien, eleverne, kollegaerne og udsigten i saa lang tid. Man vaenner sig jo hurtigt til at vaere i disse simple omgivelser – og jeg er stadig ret begejstret for det hele. Det mest aergelige er nu at lillebroderen i min familie har foedselsdag i morgen, saa jeg kommer ikke til at opleve hans foedselsdag. Foer jeg vidste hvornaar jeg skulle afsted, havde jeg lovet at bage ham en foedselsdagskage, saa da jeg fortalte at jeg ikke ville vaere der alligevel, begyndte han at graede. Det var lidt haardt.. Men jeg har lovet at lave ham en kage naar jeg kommer tilbage, og har koebt en ny fodbold til ham som foedselsdagsgave. Han vil nemlig gerne vaere professinel fodboldspiller saa han kan rejse rundt i hele verden, og ogsaa besoege Danmark.

Jeg fik altsaa taget en lettere bevaeget afsked med familien tidligere, hvor moderen isaer var ved at graede. Det var dejligt at maerke at man paavirker folk omkring sig, selvom det jo er trist at de var kede af at skulle undvaere mig. Jeg er efterhaanden blevet haerdet og god til at se det positive i savn og afskeder.. Savner jer alle sammen derhjemme!!!