Andrea's Blog

Hvem siger at man bliver dum af at se tv?

 Jeg vil nu skrive et indlaeg om et tema jeg laenge har glaedet mig til at saette ord paa. Det er nemlig gaaet op for mig at jeg aldrig i mit liv har set saa meget fjernsyn som jeg goer her – og hvilken slags fjernsyn! Naesten hver eftermiddag og aften sidder jeg sammen med min vaertsfamilie i den lille stue og ser fjernsyn. Begyndende ca. kl. 4 om eftermiddagen og fortsaettende til 10-11-tiden om aftenen, bliver min nye store kaerlighed sendt paa canal de las estrellas og azteca tres; TELENOVELAS!! Las novelas, som serierne bliver kaldt i det daglige, er et sydamerikansk faenomen, som i hoej grad dominerer fjernsynskulturen og i det hele taget den sydamerikanske kultur. Stilen er simpel, budgettet lavt og histoerierne minder mest om triviallitteratur som vi kender det hjemmefra, blot med et religioest twist..

Eftersom jeg ikke har mulighed for at vise jer billeder fra mit mexicanske liv, vil jeg proeve at give jer et lille indblik i en del af min hverdag, gennem de foelgende introer til novellerne ”Pobre Diabla” (stakkels hundjaevel), ”Mujer Comprada” (koebt kvinde), ”Zacatillo – un lugar en tu corazon” (Zacatillo – et sted i dit hjerte), ”Mar de Amor” (Kaerlighedens hav), ”La rosa de Guadalupe” (rosen fra Guadalupe) og ikke mindst ”Hasta que el dinero nos separe” (indtil pengene skiller ad os).

Som i maaske kan regne ud efter at have set disse laekre introvideoer, er det omfattende og banebrydende emner der tages op til faglig diskussion i novellerne. De overordnede temaer er saaledes penge, religion, kaerlighed og kaerlighed. Karakterene er da ogsaa meget sterotype; hvide, rige mexicanere som generelt handler efter egne interesser, og i hvert afsnit saettes i nye skraekindjagende dilemmaer. Baade soesteren og moderen i min vaertsfamilie foelger passioneret med i samtlige noveller, og gisper, skriger og sukker i takt til handlingen. Det fascinerer mig egentlig, at den mexicanske befolkning kan identificere sig med novellernes karakterer, da de er meget anderledes end de almindelige mexicanere; baade i forhold til udseende, vaerdier og dagligdag.

Jeg saa saaledes en novelle for nogle uger siden, som virkelig fik mig til at laegge maerke til dette misforhold mellem virkeligheden her i landet, og fjernsynets fremstilling af denne. Det var den altid tankevaekkende La rosa de Guadaluope, som fik vaekket mig af mit ungdomssloevsind med et afsnit om racisme. Umiddelbart et fornuftigt og centralt emne at diskutere. Plottet blev hurtigt lagt; en moerk pige fra Cuba flytter ind i en mexicansk gymnasieklasse, og bliver daarligt modtaget paa grund af sin hudfarve. Allerede her var der en alarm der ringede i mit lille hoved; hvor i alverden har de opstoevet en gymnasieklasse med hvide elever!? Emnet ville have vaeret langt mere relevant, hvis den nye pige i klassen havde vaeret hvid, og de resterende elever derfor skulle nedbryde deres fordomme om hvides oekonomi og opfoersel.

Den syrealistiske problemstilling i novellen blev i oevrigt loest ved at pigen bad til den hellige jomfru, hvorefter hun hurtigt fik nogle gode nye venner i klassen. Plottet i denne novelle er altid den samme; et familiemedlem saettes i et dilemma af den ene eller anden slags, hvorfor hele familien beder til de hoejere magter om hjaelp. Som svar fremtrylles en smuk hvid rose paa familiealteret, hvoreefter alt loeser sig. Egentlig et fantastisk forsoeg paa at forene det moderne liv med religion, ved naermere eftertanke.

Men der er nu ingen tvivl om at mexicanerne identificerer sig med de hvide, hoeje og tynde modeller, paa trods af den moerke, lave og tykke krop som er meget udbredt her i landet. De samme modeller bliver nemlig brugt i de mange reklamer som afbryder novellerne i tide og utide. At de internationale reklamer for Pepsi, Cola og Loreal bruger vestlige modeller, er til at forstaa. Men naar reklamer for pan dulce, apotekervarer og boennemos skal bruge modeller med vestlige udseende, kan jeg ikke lade vaere med at undre mig. Man ser praktisk talt ikke en mexicansk udseende person i fjernsynet, for slet ikke at tale om indiansk udseende. Skoenhedsidealet her i landet ligner saaledes det vestlige ideal til forveksling, hvilket efter min mening resulterer i en kompliceret selvforstaaelse. Det svarer til at vi i Danmark udelukkende brugte afrikanere eller mexicanere til at reklamere for leverpostej – og det ville da vaere akhavet.

Blandt de saedvanlige reklamer for energidrik, vm, telefonselskaber, apoteker og shampoo, dukker der dog nogle interessante perspektiver op. For eksempel reklameres der for en creme som goer huden lysere – ret ironisk naar man taenker paa hvad man i vesten goer for at blive en smule moerkere i huden. Derudover er der utroligt mange reklamer for Mexico, i anledningen af foederationens 200-aars foedseldag. Smukke billeder af landets naturperler, samt optagelser af forskellige mexicaneres hverdag pryder skaermen, og afsluttes med et stort tillykke – fordi DU er Mexico.

En anden interessant ting, er intet mindre end  reklamer for den mexicanske regering. To desperate mexicanere skriger om hjaelp til at finde et arbejde og behandle sit syge barn, hvorefter det konstateres at de bliver hoert, og regeringen arbejder serioest for at finde loesninger til samfundets problemer. En anden reklame, opbygget som en ren krimi, fortaeller at de nationale politi har opsporet og fanget to storforbrydere. Det beskrives hvordan de to bandemedlemmer i lang tid har gjort hverdagen usikker i landet, men takket vaere regeringens indsats kan alle nu foele sig trygge.

Alt i alt giver disse mange observationer et interessant billede af den mexicanske kultur. Ud over at have et skoenhedsideal som ligger saa langt fra den gennemsnitlige mexicaner, lader det til at den mexicanske stat desperat proever at skabe en samlet national identitet i det enorme land.  Selvom landet har udviklet sig meget, i forhold til resten af Centralamerika, slaas de stadig med stor arbejdsloeshed og generel mangel paa ambitioner.  Immigrationen til USA er et naervaerende problem i dagligdagen, og et alternativ som mange benytter sig af, naar de ikke kan finde arbejde i landsbyen (eller oeen). Mexico sidder saaledes inde med en enorm kapacitet i form af arbejdskraeft, og med en ung generation med potentiale til at tage en videregaaende uddannelse. Men droemmene mangler simpelt hen – blandt mine elever har jeg kun hoert oensker om at blive skolelaerer eller paedagog, eller fisker for nogle faas vedkommende. Og det paa trods af, at de gaar i gymnasiet og snart skal til at beslutte sig for hvad de skal lave herefter. Langt de fleste ender sandsynligvis med at blive ansat i familiens butik eller restaurant paa oeen naar de har faaet deres studenterbevis.

Men nu maa denne roman ogsaa snart slutte – jeg er i Morelia for weekenden, og i gaar var Terese og jeg i Zitacuaro for at besoege Jeppe og se et reservat med mange millioner Monarca-sommerfugle. Det var virkelig smukt og spaendende. Derudove staar hverdagen her paa lidt af hvert – engelsktimer, filmaftener og lidt lavmadning blandt andet. Jeg lavede hakkeboef med brun sovs, kartofer og loeg til mine kollegaer i sidste uge, hvilket var en stor succes, selvom de var skeptiske over at skulle undvaere deres tortillas..

Jeg sender en kaerlig tanke til alle som kaemper sig igennem mine spekulationer her!